Previous Page  23 / 48 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 23 / 48 Next Page
Page Background

23

Karnataka

Bangalore

Bangalore er Indiens 3. største by, og er en af de hurtigst voksende byer i verden,

hvilket godt kan ses. Byens infrastruktur er under pres, og gaderne er propfulde

af mennesker. Byen har et, for Indien, køligt klima, og var briternes hovedsæde i

Sydindien under kolonitiden. Det kan du stadig se den dag i dag, når du går rundt på

brede boulevarder og i smukke parker. Af seværdigheder kan nævnes den botaniske

have Lalbagh, den flotte parlamentsbygning Vidhan Soudha og den dejlige Ulsoor

Lake. Kig på butikker langs MG Road og Brigade Road eller tag hen til et af byens

mange markeder - fx det centrale KR Market eller det mindre, men måske mere

farverige på Gandhi Bazaar Road.

Mysore

Mysores højdepunkt er det flotte palads. Denne kæmpe og

majestætiske bygning blev opført i 1911-12 af Wodeyar-

herskere. Når mørket falder på, bliver det smukt oplyst. Du bør

også tage op på toppen af Chamundi Hill, hvor et flot tempel

troner over byen. Der er 1.000 trin op til toppen af bakken,

en hård omgang, men på ca. halvvejen kan du tage en pause

og kigge på den store statue af tyren Nandi, der er Lord Shivas vogter.

Køb her en skive vandmelon, en halv agurk med chili, eller et glas

sukkerrørssaft - det frisker. Om aftenen kan du besøge Brindavan

Garden, hvor der er flotte springvand og lys, der skaber en underfundig

stemning eller tage hen til byens spændende markedsgader med

oplyste boder og duftende gadekøkkener.

Karnataka er en stat med en stor blanding af

forskellige kulturer og historier. De nordlige områder

var del af Hyderabad staten, mens de sydlige var del

af Mysore kongeriget. Begge var store dynastier, der

gjorde modstand imod andre magter. Der var hele

4 krige mellem Mysore kongeriget og de britiske

koloniherrer, mens kongen i Hyderabad blev afsat

af det indiske militær i 1948. I dag har Karnataka

en højt uddannet befolkning og er centrum for

mange tekniske

industrier.